Det hele startede med tandklinikassistentuddannelsen
 
In English
  Log på
Spring over navigationshyperlinksDental College Aalborg > Aktuelt > Det hele startede med tandklinikassistentuddannelsen
Det hele startede med tandklinikassistentuddannelsen

Liselotte fortæller her om en international karriere, der har bragt hende rundt i Europa. Grundstenen var tandklinikassistentuddannelsen.

Inden Liselotte begyndte på tandklinikassistentuddannelsen, var hun lidt i tvivl om, hvad hun egentlig ville, men ved lidt af et tilfælde hørte hun om uddannelsen.

- Jeg gik på handelsskolen og vidste ikke rigtig, hvad jeg ville og gik der nok mest, fordi mine veninder gjorde. Efter handelsskolen søgte jeg en stilling som kontorelev. Men samtidig var der en stilling ledig som tandklinikassistentelev i Gistrup, og min far sagde, at jeg skulle prøve at søge den. Det gjorde jeg og startede kort derefter i mesterlære. Med en uddannelse som tandklinikassistent kan du så meget mere, hvilket var en af årsagerne til, at jeg søgte jobbet som elev, forklarer Liselotte.    

Liselotte fortæller, at hun var elev på en rigtig god klinik, hvor der var forskellige specialister og det nyeste udstyr. Samtidigt kom hun på en masse forskellige kurser. Under sin praktikperiode fik hun chancen for at komme ud at rejse, og den greb Liselotte.

- Den tandlæge, jeg arbejdede ved, havde også en klinik i Spanien. Her var han i løbet af en måned en uge i Spanien og efterfølgende tre uger i Danmark. På et tidspunkt manglede han en tandklinikassistent til at tage med derned og spurgte så mig, om jeg var interesseret. Jeg synes, det lød rigtig spændende, så jeg sagde rimelig hurtigt ja.

En uddannelse med spændende muligheder
Mens Liselotte tog uddannelsen som tandklinikassistent, vidste hun, at hun ville mere med sin uddannelse. Hun havde været på alle forskellige kurser og følte sig klar til at tage det næste skridt.

- Som tandklinikassistentelev vidste jeg, at jeg ville noget mere og tænkte, at enten skulle jeg læse videre som tandlæge eller tandplejer. Tandlæge var slet ikke mig, for det var hovedsageligt et spørgsmål om at bore en masse huller. Jeg synes, uddannelsen som tandplejer lød mere spændende, og så tog den kun tre år. Jeg havde, mens jeg arbejde som tandklinikassistent, taget biologi og nogle få andre fag, der sammen med tandklinikassistentuddannelsen var nødvendige for at komme ind på tandplejeruddannelsen. Jeg søgte ind på kvote 2 og kom ind, fortæller Liselotte.

På tandplejeruddannelsen havde Liselotte en fordel, da hun havde uddannelsen som tandklinikassistent med i bagagen.

- Det havde stor betydning for mig, at jeg var klinikassistent først. Jeg havde hele forståelsen for, hvordan en tandklinik er bygget op omkring sterilisation, reception, indkøb af varer og materialelære. Generelt havde jeg et godt kendskab til, hvordan arbejdet var på en tandklinik, forklarer Liselotte.

Udlandet kalder
På tandplejeruddannelsen skulle de studerende en måned i praktik, og her var der gode muligheder for at komme til udlandet. Liselotte vidste, at hun ville til udlandet og tog en måned til Schweiz. Opholdet havde givet Liselotte lyst til mere, og da hun var færdig med tandplejeruddannelsen, var kursen sat. 

- Da jeg havde færdiggjort uddannelsen, tog jeg direkte til ned til Schweiz og startede med at arbejde som tandplejer. Inden jeg tog af sted, kunne jeg ikke et ord tysk. Jeg havde selvfølgelig haft tysk i folkeskolen, men jeg havde lavet min egen lille tysk-danske tandlægeordbog, inden jeg tog af sted, og så var resten ellers ”learning by doing”. De var enormt positive dernede. Vores uddannelsessystem i Danmark er kanon godt, så de var meget glade. Jeg kom på de kurser, jeg gerne ville, og de var oftest i Schweiz og Italien. Det var meningen, at det bare skulle være et år, men jeg endte med at blive der i fire år, forklarer Liselotte, der fortæller, at hun havde en rigtig spændende og sjov tid i Schweiz.

Efter fire år i Schweiz ville Liselotte gerne tilbage til Danmark og havde i den forbindelse lyst til at prøve noget nyt.

- Dengang jeg havde bestemt mig for at tage til Danmark, tænkte jeg, hvad skulle jeg så lave. Så var der et firma, som hedder Vivadent, der er et stort amerikanskejet firma med hovedkvarter i Liechtenstein, som søgte en produktspecialist til at arbejde i Jylland, Island og Færøerne. Firmaet producerede og solgte mange af de produkter, der anvendes i tandlægeverdenen. Jeg tænkte, at det lige var noget for mig, og jeg søgte jobbet og var til jobsamtale i Zürich Lufthavn og fik stillingen. Som produktspecialist skulle jeg ud at rådgive tandlægeklinikker om forskellige produkter og afholde kurser om, hvordan de skulle anvendes. Jobbet som produktspecialist var forbundet med megen rejseaktivitet, der bl.a. også gik til Sverige og Liechtenstein. Så jeg er kommet langt med en tandklinikassistentuddannelsen, fortæller Liselotte.

Tilbage til faget
Efter fem år som produktspecialist begyndte Liselotte lidt ved en tilfældighed at arbejde som tandplejer igen samtidig med, at hun også var faglærer på Dental College Aalborg, for som hun sagde:

- Nu havde jeg undervist tandlæger i fem år, så hvorfor ikke elever.

Efter en periode med to jobs fik hun tilbud om at arbejde fuldtid på sin nuværende arbejdsplads ved Aalborg Tandplejeteam, hvilket hun takkede ja til. Liselotte varetager som tandplejer en række forskellige arbejdsopgaver:

- Jeg arbejder som tandplejer med eftersyn og forebyggelse. Forebyggelse drejer sig bl.a. om, hvad man kan gøre for at forhindre, at der kommer huller i tænderne. F.eks. at få skiftet sølvfyldningerne i tide inden de revner, børste tænderne rigtig, fluorbehandling og tale om kost. Men det, jeg arbejder mest med, er tandeftersyn og paradentosebehandling, forklarer Liselotte og fremhæver, at klinikken er rigtig spændende at være tandklinikassistentelev på, fordi man assisterer ved en masse forskellige behandlinger med specialister, samt man kommer med på en masse kurser.

En typisk hverdag
Om en typisk hverdag som tandlejer fortæller Liselotte:

- Jeg arbejder typisk fra kl. 7 til kl. 15 og starter dagen med at gøre klar til den først patient samt gennemgå mine journaler over de patienter, jeg skal have i stolen i løbet af en dag. Jeg kender mange af mine patienter, da de er kommet ved mig gennem længere tid. Jeg har på en almindelig dag et sted mellem 5-8 patienter, men det afhænger meget af hvilke behandlinger, patienterne har behov for.     

Der kommer mange forskellige patienter i stolen i løbet af dagen, og Liselotte fortæller, at det er en af de store udfordringer ved arbejdet.

- En af de største udfordringer ved arbejdet er nok at have overblikket og hele tiden være forberedt, fordi du ikke ved, hvilken type patient, der kommer ind af døren. Derfor skal du hurtigt danne dig et overblik over, hvorfor patienten kommer og hvad problemet er, siger Liselotte.

Det bedste ved at være tandplejer
Liselotte fortæller, at det bedst ved at være tandplejer er:

- Det er nok, at det er meget selvstændigt. Selvfølgelig er det forbundet med megen planlægning, da man selv skal tilrettelægge sin arbejdsdag, men det synes jeg er meget positivt. Det er også fedt at se, når der kommer folk ind, der ikke har været ved tandlæge i flere år, og så se dem få sunde og raske tænder. Det gode ved arbejdet er også, at man kan gøre en forskel for patienterne, samt at man kan se frugten af sit arbejde. 


 
 

 
 
Dental College Aalborg
Rørdalsvej 10
9000 Aalborg
Telefon: 7250 7200
Kontakt
Om Dental College Aalborg
Organisation
Alle ansatte
Kvalitet
Ledige stillinger
Telefonbog
Genveje
Praktikpladskonsulent
Vejleder
Folkeskole- og kombinationsforløb
Praktik i udlandet
www.techcollege.dk
English
Læs op
Sitemap
Aktuelt